Transport på Fyn og Øerne
Vi giver dig overblikket over, hvordan du kommer rundt på Fyn og Øerne. Tog, bus, cykel, letbane og færge - vi har det hele.
Ud og se med DSB
Har du ikke bil, er det oplagt at komme til Fyn med tog. Uanset om du kommer fra Jyllands- eller Sjællandssiden, har DSB en afgang til dig. Er du i tvivl om, hvilken billettype der er den mest fordelagtige for dig, kan du blive klogere på DSB og forskellige billettyper her.
Tag med FynBus rundt på Fyn og Øerne
FynBus kan tage dig hele øen rundt. De tilbyder desuden den fordelagtige dagsbillet, hvor du kan køre lige så langt, du overhovedet orker på en dag.
Øhop eller bare et kort visit - her er oversigten over færgeruter på Fyn og Øerne
Du kan selvfølgelig ikke tage til vores fantastiske ørige uden at kende til afgange på de forskellige færger. Det får du lige her.
Hvis du vil vide mere om, hvad alle de skønne øer har at byde på, kan du gå på opdagelse i oversigten over det Fynske Øhav og se hvad alle de fynske øer har at byde på. Og bare rolig, hvis du drømmer om at tage på et fantastisk øhop, men ikke lige ved, hvor du skal starte - så er vi selvfølgelig klar med hjælp til hvordan du kan udforske øhavet gennem Øhop.
Kom nemt omkring i Odense
Letbanen i Odense kører i begge retninger fra Tarup Centret i nord, omkring banegården og gennem bymidten, videre forbi Bilka, Ikea og Rosengårdscentret, gennem SDU og forbi Nyt OUH til Hjallese Station i syd. Der går et letbanetog i begge retninger hvert 7,5 minut i dagstimerne på hverdage - mens der er lidt længere mellem afgangene i weekender og ferieperioderne. Se letbanens køreplan her
Du kan køre med letbanen på dit rejsekort eller ved at scanne QR-koden på stationerne. Alt om billetter til Odense Letbane.
I ferierne kan du købe en særlig turistbillet til 50 kroner, der gælder til letbane og FynBus' busser på hele Fyn i én dag.
Ud over letbane og bus kan du tage turen rundt i Odense på cykel eller el-løbehjul. Læs mere om, hvordan du nemt og hurtigt lejer en cykel eller et el-løbehjul.
Bike Island - du skal da tage cyklen rundt på Fyn og Øerne!
Det er ikke for sjov, at vi stolt kalder Fyn og Øerne for Bike Island. Her er faktisk hele 1.200 km skiltet cykelrute - så uanset om du er til en lille hyggetur ud i det blå, landevejscykling eller en vild mountainbiketur, er Bike Island Fyn det rette sted for dig. Udforsk vores hyggelige cykelunivers lige her.
Vi giver dig desuden tjeklisten med 12 trin til, hvordan du så rent praktisk planlægger en cykelferie - vi ved nemlig godt, at det kan være et lidt uoverskueligt projekt, hvis man ikke lige har prøvet det før.
Transport på den smarte måde på vandreturen
Det der med planlægning af en vandretur kan trække tænder ud, især hvis børnene skal med. Der er mange små detaljer, der skal gå op i en højere enhed. Der har vi snakket med vores allermest erfarne vandre-venner og lavet en liste med tips til dig, der ikke lige ved, hvordan det med transport før, under og efter vandreturen lige skal hænge sammen.
Tip #1
Hvis du bare vil hive børnene, kæresten, vennen eller en helt anden med på en kort vandretur uden overnatning, så skal der faktisk lidt planlægning til.
Starter og stopper ruten ikke det samme sted, skal du tænke over, hvordan I kommer fra slutpunktet og tilbage til startpunktet på den smarteste måde. Det kunne f.eks. være, hvis I bare ville vandre en lille del af vores dejlige Øhavssti.
Er du smart, forbereder du dig lidt. Sæt cyklen bag på bilen og start med at smide den af på slutdestinationen. Det kan med fordel være et spisested, så vandreturen slutter med en dejlig frokost eller aftensmåltid. Efter måltidet hopper du på cyklen, cykler tilbage til startstedet (og bilen), sætter cyklen på bilen og henter resten af vandrebanden. Smart ikke?
Du kan selvfølgelig også tage bussen tilbage til startstedet. Her er det klart nemmest at bruge Rejseplanen til at finde den helt rigtige bus.
Tip #2
Overvejer du at tage familien med på vandreferie? Så kan vi klart anbefale at tjekke vores vandrepakkerejser ud. Fordelen ved dette er, at alt er planlagt på forhånd. Så skal du bare snøre vandreskoene, pakke rygsækken og tage af sted uden bekymringer.
Tip #3
Vil du hellere selv bestemme vandreferiens indhold? Så kan du starte med at se de mange vandreruter på Fyn og Øerne og blive inspireret til den næste vandretur.
Overnatning skal der selvfølgelig også til - og der er mange muligheder i nærheden af vandreruterne. Du kan se alle overnatningsmuligheder på Fyn og Øerne her >
Til sidst kan det være en fordel at tænke over transport (især hvis man har baggage til vandretur med). Vi har samlet en oversigt over transportmuligheder, hvor du kan finde alt lige fra færger, busser og bagagetransport.