Aasesminde B&B
Aasesminde B&B er et lille overnatningssted med kun to værelser, som ligger lige ud til Øhavsstien.
Sammen med B&B'en driver Kamilla og Torben Bentsen en fodplejeklinik, og den kombination gør det oplagt for dem at henvende sig til vandreturister.
Aasesminde B&B er en af de 13 virksomheder, der har deltaget i forretningsudviklingsforløbet under HIKE Fyn. I starten af forløbet var Kamilla og Torben Bentsen meget spændte på, om det overhovedet kunne gøre nogen forskel for dem. Men de fandt ret hurtigt ud af, hvor godt det var med sparring og andre øjne på deres forretning.
Forløbet har bl.a. hjulpet dem med prissætningens svære kunst og fået dem til at tænke mere i pakkeløsninger. De har også lavet deres hjemmeside helt om, så de nu kommunikerer mere direkte til vandreturister.
"Vi favnede alt for bredt og ville det hele på én gang. Nu fortæller vi i stedet om det unikke, vi tilbyder her hos os. Det er helt klart vores force at henvende os til de, der vandrer, med den natur, vi har her", fortæller Kamilla Bentsen.
En bæredygtig forretning
Kamilla og Torben Bentsen er også blevet mere bevidste om, hvordan de tænker bæredygtighed ind i deres forretning.
"Mange af tingene arbejdede vi med i forvejen. Vi har bare ikke fortalt om det før. Vi er jo opdraget med, at man passer på sine ting og genbruger osv. Så for os har det bare være helt naturligt og nødvendigt at tænke os om. Nu er vi blevet mere bevidste om at sætte ord på det, vi gør. Også på vores hjemmeside", fortsætter Kamilla Bentsen.
Aasesminde B&B arbejder ud fra Kvalitetsmærkningsordningen for vandrevenlige overnatning, som er et redskab, der er udviklet under HIKE Fyn-projektet. Det betyder, at de arbejder med bæredygtighed som et værktøj. Tiltagene omfatter bl.a. affaldssortering, genbrug, nyt liv til overskydende materialer og begrænsning af madspil, forbrug og energi. Aasesminde B&B arbejder også dedikeret med social bæredygtighed, dels ved involvering af lokalbefolkning, dels ved at tilbyde praktikpladser til udsatte grupper.
Naturoplevelser og wellness
Kamilla og Torben Bentsen er gået fra at drive Aasesminde B&B på fritidsbasis som en bibeskæftigelse til for nylig at være blevet momsregistreret. Forløbet har hjulpet dem med at skærpe deres produktudbud og fx beslutte, at overnatning minimum skal bookes for to nætter i sommermånederne. Det kan de nemlig godt tillade sig, for de har haft et travlt efterår med mange bookinger.
Næste skridt går i retning af at udvide deres tilbud af pakkeløsninger, fx at tilbyde tapas og fodbehandling på vandreturen, at kombinere naturoplevelserne med wellness. Aasesminde B&B har desuden planer om at udbygge med shelterplads og teltplads for at have plads til endnu flere overnattende vandreturister.
Læs mere om Aasesminde B&B