Bike Island Fyn 3.0 - kobling af cykelnet med cykelturismeindsatsen
Bike Island Fyn har fået en saltvandsindsprøjtning og bliver opgraderet til version 3.0.
Fyn og Øerne vil være Nordeuropas mest attraktive cykelferiedestination. Vi er allerede godt på vej.
Vi har de naturmæssige forudsætninger for at udvikle en højt specialiseret cykeldestination på internationalt niveau. Og Destination Fyn har allerede i mange år arbejdet strategisk med at udvikle cykeloplevelserne på Fyn og Øerne og opbygge et internationalt brand for Fyn som cykeldestination.
Bike Island Fyn-indsatsen har gennem årene opnået flot international anerkendelse, bl.a. med tildelingen af en UCI Bike Region Award og en nominering af Herregårdsruten til Årets Cykelrute i Holland i 2023. Indsatsen har bl.a. omfattet etablering af cykelruterne Østersøruten og Herregårdsruten, udvikling af nye og eksisterende mountainbike-spor, etableringen af Bike Friend-netværket, udarbejdelse af gratis cykelkort, international markedsføring og branding af Fyn og Øerne som cykeldestination.