Dronefoto af Avernakø i skarpe, grønne farver med dybblåt vand hele vejen rundt om og horisonten i baggrunden.

Avernakø

Foto: VisitFyn

Tag til Avernakø og oplev øens fantastiske natur. Tag fiskestangen med og se, om du kan være heldig at fange en fisk eller to.

Avernakø er en af de mere kendte småøer i det Sydfynske øhav. Øen har en karakteristisk langstrakt todelt form og er stærkt kuperet. Den består af 2 øer, Avernakø og Korshavn, som er forbundet med en vejdæmning. Øen er på 586 ha, ca. 8 km lang, og man kan derfor sagtens nå at udforske øen på en enkelt dag. I dag er der cirka 100 fastboende på øen. Du ankommer til øen via færgen fra Faaborg.

Ligesom på alle de andre småøer, er det oplagt enten at vandre eller cykle øen rundt. På den måde kommer du helt tæt på øens fantastiske natur. Kør ned ad de små og kringlede stier og se, hvor du ender. Måske er du heldig at se og høre en af de sjældne klokkefrøer, der lever i enkelte vandhuller på øen.

Tre cyklister set bagfra, der kører på en lille asfaltvej med marker til begge sider og hav i baggrunden.

Foto:VisitFyn

Sandstrande og gode fiskesteder

Hvis du besøger Avernakø på en dejlig, varm sommerdag, er det helt oplagt at slå vejen forbi en af de mange fine strande. Rundt om øen findes cirka 19 km strandlinje, og her kan du finde mange fine sandstrande. Hvis du finder det helt rigtige sted, kan du med stor sandsynlighed bade helt alene. Så smid tøjet og hop i bølgen blå fra din egen lille "private" badestrand.

Der findes ligeledes mange gode fiskesteder rundt omkring på øen. Det kan derfor være en god ide at medbringe fiskestang og fiskegrej, når du besøger øen. Her kan du komme helt ned i gear og bare nyde naturens stille ro, mens du prøver på at fange en fisk eller to.

vandring på øhavsstien overnatning telt

Foto:Daniel Villadsen

Majtræet rejses pinselørdag

På øen har de en helt særlig tradition pinselørdag. De deler denne tradition med en anden ø i Danmark – Strynø. Pinselørdag samles øens beboere omkring majtræet. Avernakø og Strynø er således de eneste to steder, der stadig holder fast i traditionen med majtræet.

Majtræet rejses for at fejre sommerens komme. I forhold til Strynø, findes traditionen i sin oprindelige form på Avernakø. Træet skal være det helt rigtige, det skal rejses, pyntes og fejres på den helt rigtige måde. Selvom traditionen mest henvender sig til beboere på øen, kan du stadig kigge på og tage del i festlighederne om aftenen. Du kan læse mere om den gamle tradition lige her

Hvis du vil vide mere om den lille hyggelige ø i det Sydfynske Øhav, kan du læse mere på øens egen hjemmeside