Thurø
Øst for Tåsinge og syd for Svendborg ligger en lille ø. Thurø er blot 7,5 km2 stor, men gemmer alligevel på fine og unikke naturoplevelser.
Thurø er hesteskoformet og landfast via en dæmning med Fyn. Øen har hele 3.500 indbyggere med et unikt sammenhold - men bare rolig, søfartsidyl, frugtplantager, strande og skovområder er stadig at finde på øen.
Thurø er forbundet med Svendborg via en bro. Når øen ikke er større, er det oplagt at opleve øen til fods. Rundt om hele øen venter der flotte og særprægede kyststrækninger, der bestemt skal opleves. Du kan også hoppe på cyklen og udforske de mange snoede stier og hyggelige veje.
Foto:VisitFyn
Smørmosen Strand
For de vandglade er det helt oplagt at slå vejen forbi Smørmosen Strand. Stranden ligger på Thurøs østkyst ud mod Storebælt og har en høj gennemsnitstemperatur om sommeren. Stranden er børnevenlig, så du kan sagtens tage familiens mindste med. Ved stranden finder du en 40 meter lang badebro. Området omkring stranden byder på mange hyggelige oplevelser f.eks. minigolf og boldspil.
Foto:Daniel Villadsen
Gambøt lystbådehavn
Hvis du vil have en helt unik oplevelse på Thurø, skal du slå vejen forbi Gambøt lystbådehavn. Her kan du først og fremmest opleve en naturskabt havn, hvor vandet er 3 m dybt. Det særlige ved dette sted er dog de sorte fiskerhytter langs havnen. Gå en idyllisk spadseretur og nærstuder de fine, gamle fiskerhytter. De ligner hinanden med den sorte tjære på husets beklædning, men er alligevel så forskellige. Fra lystbådehavnen kan du gå langs strandpromenaden til Blåby.
Foto:VisitFyn
Fredskov
På Grasten kan du opleve den 45 ha. store Fredskov - Thurøs smukkeste skov. Du kan både opleve åben bøgeskov og tæt granskov. Gå på opdagelse i de mange spændende planter og blomster. I sensommeren og efteråret kan du gå på svampejagt og finde lækre spisesvampe. Skoven har hyggelige stier, så du ikke farer vild. Mod syd ender skoven i stejle skrænter ud mod havet. Her kan du nyde den smukke udsigt ud over havet mod Tåsinge og Langeland.
Du kan finde mere information om sjove aktiviteter på Thurø lige her.
Foto:VisitFyn