Broholm Park
Gå en tur i Broholm Park og bliv ført tilabge til en anden tid.
Gennem tiderne har Broholms have- og parkanlæg ikke kun dannet en smuk ramme om det gamle herresæde men også givet mulighed for en hel del udendørs aktiviteter for Sehested-slægten. Her fandtes tennis- og keglebane, her var det let at finde en fredelig plet, hvor man kunne sidde med sin fiskestang. Her kunne man fra husets haveside ro over søen til det lille lysthus, hvor der ofte blev serveret eftermiddagsthe.
Stormskader, elmesyge og et vist forfald har taget hårdt på den gamle have, men en renovering af havearkitekt C. Th. Sørensensens tanker og ideer fra 1950'erne er påbegyndt, således at Broholms gæster igen kan glæde sig over de gamle skønne solitære træer, de historiske mindesøjler, karpedamme, - ja alt det, som kendetegner en smuk herregårdshave.
Eventyrstien
Eventyrstien fører dig igennem den gamle engelsk inspirerede slotspark med kanaler og holme. Parken fra midten af 1800-tallet var en åben romantisk have med kun få træer, da den også tjente som græsningsområde for slottets mange kvæg. Nu er parken groet til og en spændende skovnatur med både unge og døde træer skaber et vildnis, med en stor mangfoldighed af dyr og planter.