Den Fynske Landsby
Den fynske landsby inviterer dig indenfor i en fynsk landsby, som den kunne have set ud i 1800-tallet. Læs meget mere om det hyggelige frilandsmuseum lige her.
Gå en tur i Danmark på H.C. Andersens tid
De fleste kender H.C. Andersens eventyr. Men ved du, hvordan Danmark så ud, da H.C. Andersen levede? Det kan du opleve på frilandsmuseet Den Fynske Landsby. Et besøg her er som en tur på landet i den verdensberømte digters tid. Museet består af en række gårde og huse, der alle har stået i landsbyer rundt omkring på Fyn og øerne. Her kan du se de karakteristiske fynske bindingsværkshuse – både udefra og indeni. Du kan indsnuse duften fra markerne og de blomstrende humlehaver. Og du kan møde det liv, der blev levet i en landsby i 1800-tallet.
Foto:Destination Fyn
I Den Fynske Landsby bliver historien levende
Om sommeren og i udvalgte ferier og weekender bliver de gamle huse vakt til live, når formidlere klædt i historiske dragter udfører de arbejdsopgaver, der hørte til hverdagen på en gård i 1800-tallet. Du kan møde konerne, der vasker i bryggerset. Du kan følge mændenes arbejde med at pløje og så markerne. Eller du kan se, hvordan uldkonerne karter, spinder og farver ulden, inden den kan bruges til strikning, filtning eller vævning. Formidlerne bruger de gamle redskaber til at demonstrere arbejdet, og de spiller ikke teater. Du kan derfor sagtens stille spørgsmål til det, de er i gang med og få en snak om, hvordan man fik hverdagen til at hænge sammen dengang i 1800-tallet.
Foto:Destination Fyn
Sig hej til et sortbroget svin
I stalde, enge og marker kan du året rundt møde de husdyr, der hørte til 1800-tallets landbrug. Den Fynske Landsby huser alle de velkendte bondegårdsdyr, og de fleste af dem er af gamle bevaringsværdige danske racer. Mød for eksempel en vaskeægte rød dansk malkeko eller Frederiksborghesten - en af verdens ældste racer. Du kan også hilse på svin af sortbroget landrace, danske landfår, brune danske landhøns, gæs og mange flere.
Foto:Destination Fyn
Nyd syn og duft af datidens selvforsyning
I 1800-tallets landsby var havebruget vigtigt. Man dyrkede selv alle de grøntsager og urter, der skulle bruges til madlavningen. Derfor er haverne også en vigtig del af Den Fynske Landsby. Du kan blandt andet besøge kålgårde, humlehaver, abildgårde og prydhaver. Ud over at fortælle historien om selvforsyningen i 1800-tallet, bliver havernes afgrøder brugt, når der laves mad på de gamle komfurer i landsbyens køkkener.
Foto:Destination Fyn
Fordyb dig i historien i Den Fynske Landsby
Ud over at opleve historien på tæt hold blandt smukke bindingsværkshuse og bugnende køkkenhaver, kan du også studere livet i 1800-tallets landsby nærmere på Den Fynske Landsbys udstillinger. Her kan du gennem tekst og billeder blive klogere på, hvorfor Den Fynske Landsby ser ud, som den gør. Og du kan få indblik i de store forandringer, der gjorde bondelivet nemmere og levetiden længere mellem 1800 og 1900.