Den Nordvestfynske Skulptursti
Langs Kærbyvej i den lille landsby Asperup ved Baaring, har lokale kræfter etableret en flot skulptursti i 2016. Kunst i naturen kan noget særligt - og her kan du både motionere og blive inspireret.
Bl.a. kan skulpturen "Dreng med hund" ses i samlingen. "Dreng med hund" har tidligere stået ved Middelfart Rådhus, hvor den blev skænket af Albani Fonden tilbage i 1970. Skulpturen er udarbejdet af en kunstner fra Norge, Per Ung i 1966.
Stien, som er 300 meter lang, indeholder såvel blivende som skiftende skulpturer. Frede Troelsen er manden bag en del af skulpturerne. Han er kendt for at arbejde med kontrasterne mellem det lyse og mørke, som hans skulpturer også bærer præg af.
Det er Arbejdsgruppen for Kulturel Udvikling i Asperup og Roerslev sogne som står bag etableringen af Den Nordvestfynske Skulptursti. Arbejdsgruppen er en del af Baaring Banke Lokaludvalg.