©  Foto:

Glorup Gods (6,3 km)

H.C. Andersen kom meget på Glorup og skrev i et brev: "Det er just et ophold efter min smag, det er et slot ganske i italiensk stil og med en have, som engelske parker." Vi er enige. Det er et lille eventyr at besøge Glorup.

 

Glorup er et af Danmarks mest interessante godser. Det blev opført i 1590'erne som en firefløjet renæssancegård, men blev i 1765 ombygget til et tidstypisk, lille elegant barokslot af tidens førende franske arkitekt, Nicolas Henri Jardin. Slottet står med lave hvidpudsede længer med gule gesimser og et markant mansardtag med glaserede blåsorte teglsten.

Haven er en af Danmarks første romantiske haver – en såkaldt anglokinesisk have indrammet af to store parallelle lindealléer, der fra godset skyder ud i landskabet. I haven skaber egetræer, frugttræer og eksotiske planter sirlige og regelmæssige mønstre. Desuden fører havens bugtede stier til pavilloner, vaser, statuer og en spejldam med en kunstig ø.

Kulturministeriets kulturkanon for arkitektur har udvalgt Glorup Gods og have som enestående vidnesbyrd om datidens udsøgte og forfinede arkitektur og havekunst. Fra 1840'erne til 1860'erne opholdt H.C. Andersen sig tit på Glorup og havde endda sit eget værelse der. Han nåede samlet at tilbringe over et år som gæst på godset, hvor han skrev nogle af sine berømte digte.

Glorups skove
Hovedbygningerne til Glorup Gods og Rygård er omgivet af skove, som tidligt har været under indflydelse af tanker om dyrkning af indførte træarter. Her findes f.eks. gamle lærk, douglas- og ædelgraner.

Gå en tur i den stemningsfyldte park og gå eventuelt gennem herregårdslandskabet til Rygårds lille hovedbygning, der er indbegrebet af en romantisk borg. Tilbageturen til Glorup kan være via afmærket rute i skoven Gammel Dyrehave.

Glorup Gods’ have er en privat have, og derfor bør besøgende vise hensyn, når de er på besøg. Haven er åben for besøgende torsdag til søndag i tidsrummet 10-16 i perioden 1. april til 31. september. Gæster bedes venligst følge den opsatte skiltning, benytte de anviste stier og opholde sig på afstand af selve godset, der anvendes til privat beboelse.