©  Foto:

Hammerichs Hus

Hammerichs Hus er en vaskeægte tidslomme midt i Ærøskøbing. Her er lavloftede stuer, kringelkroge og masser af stemning.

På hjørnet af Brogade og Gyden kan du besøge det røde hus, som er et af Ærøskøbings velbevarede bindingsværkshuse.

Her havde billedhugger Gunnar Hammerich sit feriehus og samling fra 1916 og frem til sin død i 1977. Han ønskede, at huset og samlingen blev bevaret for eftertiden, og derfor testamenterede han begge dele til Ærøskøbing Kommune.

I gavebrevet står der blandt andet at ”… samlingen skal bibeholdes som den nu er og forefindes”. Husets mere end 2.500 genstande står derfor fortsat, hvor Gunnar Hammerich har bestemt, at de skal stå.

I Ærøskøbing var Gunnar Hammerich med til at åbne øjnene for værdien af byens gamle huse. Hammerichs Hus fortæller derfor også historien om, hvorfor Ærøskøbing fremstår så velbevaret, som den gør i dag.

Lyt dig til historien

I podcasten Lyden af en samling kan du gå på opdagelse i Hammerichs Hus; du kan høre den, når du besøger huset eller lytte til den hjemmefra.

Fællesbillet

Hammerichs Hus er i dag en del af Ærø Museum, og med en fællesbillet får du adgang til både Hammerichs Hus og Ærø Museums udstillinger. Køb fællesbilletten på Ærø Museum.

Besøg Ærø Museum

Rundvisning eller byvandring

I kan booke en rundvisning på Hammerichs Hus eller Ærø Museum. Eller hvad med en byvandring i Ærøskøbings smalle, brostensbelagte gader? Det er helt op til jer, og alle kan booke en rundvisning, uanset hvor få I er.

Booking skal ske i god tid og mindst 14 dage før jeres besøg.

Se hvordan du booker