Økologisk destilleri og restaurant: Restaurant Remisen - Nyborg Destilleri
I 125 år var bygningerne, der i dag huser Nyborg Destilleri, værksted for Statsbanernes godstog. Da Storebæltsbroen åbnede, lukkede værkstedet, og i over 13 år stod alt stille og faldt hen. I 2017 kom der igen liv i bygningerne, da et af Danmarks største destillerier åbnede.
Foto:Nyborg Destilleri
Nyborg Destilleri hører under virksomheden Naturfrisk A/S sammen med en række fynske bryggerier. Udover bryghusene og destilleriet, råder virksomheden også over en restaurant, Remisen, beliggende ved Nyborg Destilleri. Fra start har økologi spillet en essentiel rolle for virksomheden. Økologi og omtanke for natur og miljø er en kerneværdi og danner rammerne for virksomhedens virke og udvikling. Det er for dem en bagvedliggende faktor i alt, hvad de foretager sig, og ikke noget de bruger aktivt i deres kommunikation.
”Det har fra start været en del af restaurantens DNA, at det selvfølgelig skal være økologisk hele vejen igennem – også selvom det kan give nogle udfordringer med dokumentation fra leverandørerne,” fortæller daglig leder Pierre Roland.
Restaurant Remisen ved Nyborg Destilleri er certificeret Ø-guldmærket, som er det højeste niveau af økologi for spisesteder. Alle drikkevarer, som produceres og serveres, er Ø-mærkede. Ifølge Pierre Roland er ”den eneste måde at arbejde på for os økologisk.”
Han fortæller også, at det økologiske spisemærke har været benyttet fra start og var en selvfølge for dem - og en del af hele virksomhedens DNA lige fra begyndelsen.
Styr på processer og indkøb
Spisemærket kræver en del dokumentation i forhold til produktion og indkøb. Mærket forudsætter en systematisk tilgang til arbejdet med økologi, og det giver derfor mulighed for at kunne klarlægge ophavet af produkter og råvarer. Planlægningen af indkøb og vigtigheden af dokumentationen herom, betyder, at man til tider får mulighed for at tænke kreativt ift. indkøb og sammensætning af menuer.
Råvarernes kvalitet og passionen bag produkterne smager igennem, når de gyldne dråber serveres, og destilleriet har da også vundet flere priser i nogle af de mest anerkendte spirituskonkurrencer i verden.
Foto:Nyborg Destilleri
Læs mere om Nyborg Destilleris mange tilbud her. Hvis du vil finde flere af Fyns mange bæredygtige tilbud, så har vi samlet en håndfuld gode ideer her: Bæredygtighed er drivkraft for hotel i Nyborg, Skaarupøre vingård – Sammen står de stærkere og Bæredygtig ferie på Fyn og øerne.