©  Foto:

Rudkøbing

Rudkøbing er Langelands største by, en hyggelig gammel købstad med små byhuse og krogede, brostensbelagte veje. I byens mange specialbutikker får du stadig den gode, gammeldags service. 

Købstaden Rudkøbing

Udover hyggelig shopping og en bid mad på en af byens små spisesteder, byder Rudkøbing på et væld af natur-, kultur- og kunstoplevelser. I Rudkøbings kunstnerkvarter inviterer gallerier og kunsthåndværkere til at kigge indenfor. Følg Kunstruten gennem Rudkøbings gader, en tur i skulpturernes tegn og gennem byens levende kunstmiljø. 

Gå en tur forbi den fine gamle Rudkøbing Bymølle med udsigt over Rudkøbing Vejles rige fugleliv, og følg hjertestien til Fredskoven bag byen. Eller gå ad by- og parkstien, der binder byen sammen med havnen, forbi bl.a. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv i den gamle stationsbygning, og bliv klogere på livet i Rudkøbing dengang og nu, ved at læse informationen på de røde varder.  

Et af Rudkøbings mest kendte bysbørn er H.C. Ørsted (1777-1851), opdageren af elektromagnetisme. De mange sommerfugle i byen er til ære for ham, der som en af de første brugte ordet sommerfugl, og på H.C. Ørstedudstillingen kan man lære om hans liv og hans arbejde med naturvidenskab og sprog, samt genskabe nogle af hans mest kendte eksperimenter. På Gaasetorvet står i dag en statue af H.C. Ørsted, lige overfor Det Gamle Apotek, hvor H.C. Ørsted blev født og voksede op. 

Tæt på byen ligger havnen med flot udsigt mod Langelandsbroen og øhavet. I den sydlige ende er Rudkøbing Badeanstalt, der har åbent hele året for både sommer- og vinterbadere. Få meter efter badeanstalten er den skønneste sandstrand, med solnedgang i verdensklasse. 

Direkte ud til sejlrenden ved Langelandsbroen går der færger til naboøerne Ærø og Strynø. Der er også mulighed for en sejltur med skonnert rundt om Tåsinge forbi det smukke Valdemar Slot.  

På havnen står flere karakteristiske gamle bygninger, bl.a. et smukt pakhus fra 1916, den over 100 år gamle ottekantede havnekiosk, som faktisk hedder Sekskanten og en ventesal fra cirka 1926. 

Ved lystbådehavnen (Skudehavn) er der lavet en multibane med parkour, boldbaner, bordtennis og forskellige pladser til ophold. Ved siden af multibanen og i Ørstedsparken overfor er der legepladser til de lidt mindre børn.  

Du kan også tage på usynligt teater i Rudkøbings gader, gå i forfatteren Vagn Lundbyes fodspor eller lytte til en af de mange andre spændende fortællinger i podcastserien Lyden af Langeland. God tur!