Vandring på Øhavsstien på Sydfyn

Vandretur i De Sydfynske Maleres fodspor

Foto: Destination Fyn

Oplev en anderledes vandretur på Fyn, hvor du følger de fynske malere rundt i den sydfynske natur.

Først på museum

Start blidt ud om formiddagen ved at besøge Faaborg Museum i hjertet af byen. Museet rummer en af landets vigtigste samlinger af dansk kunst fra omkring det 20. århundredes begyndelse og viser hovedværker af populære Fynbomalere som Peter Hansen, Johannes Larsen, Jens Birkholm, Anna og Fritz Syberg mfl.

Museet er ikke så stort, men meget fint. Værkerne hænger tæt og inspirerer i den grad til at vandre ud i den sydfynske natur og selv opleve de naturlandskaber, der inspirerede kunstnerne. Herefter er det tid til at bevæge dig udendørs i den smukke, sydfynske natur.

Sådan finder du vej

Når du kommer ud fra Faaborg Museum i Grønnegade 75, går du til venstre ad Grønnegade. Herefter til højre ad Klostergade og i rundkørslen tager du 1. afkørsel ad Markedspladsen.

Hurtigt rammer du Sundvejen, hvor du drejer til venstre. Følg stien videre rundt langs Sundet, der er en genskabt sø med et rigt fugleliv. Næste gang du drejer til venstre er ad Øhavsstien, så hold øje med Øhavssti-skiltene. Efter ca. 4 kilometers vandring rammer du den gennemgående Øhavssti, som du drejer til venstre ad.

Efter yderligere 2 kilometers vandring kommer du til et udsigtstårn, hvor der også findes en lille udstilling om De Fynske Malere. Her kan du ligeledes få en varm kop kaffe, eller hvad der måtte friste dig i hhv. Kiosk Skovtrolden og Restaurant Skovlyst.

Dronebillede af landskabet i Svanninge Bakker set i en flot solnedgang.

Foto:Destination Fyn

Landskabet som motiv

Godt tanket op, kan du vandre videre ud i Svanninge Bakker. Følg de afmærkede stier rundt i området, og du vil få et godt indtryk af det dramatiske landskab.

Svanninge Bakker går sammen med Svanninge Bjerge under betegnelsen De Fynske Alper. Her kan du opleve en af Danmarks mest markante landskabstyper, som er dannet under den sidste istid. Det fascinerede De Sydfynske Malere, og det vækker i den grad også begejstring hos de mange besøgende naturelskere, der kommer for at opleve dette helt særlige landskab.

Svanninge Bakker og Bjerge har stor naturhistorisk værdi og er et studie værd i sig selv. Det er naturområder i stor forandring, hvor skovområder langsomt ændres tilbage til de oprindelige overdrev, kær og moser. Det beriger det varierede og fascinerende dyre- og planteliv.
 

Mod på mere kunst..

Orker du mere vandring og malerkunst? Så er det muligt at studere nulevende fynske kunstnere. Hermed et par eksempler til inspiration og galleribesøg på Faaborgegnen. Er du træt efter en dagsvandring, så tag bilen til disse gallerier:
 

Kunstner Tilde Louise Carlsen

Tilde Louise Carlsen bor på Sydfyn ud til Øhavsstien og havet. Hun modtager gerne besøg - kontakt KKArt for en aftale, tlf. 6617 9758, www.tildeart.dk
 

Keramiker Ulf Nielsen

Ulf Nielsen holder til midt i den gamle bydel i Faaborg. Besøg hans butik i Bøjestræde 7 eller lav en aftale om besøg, tlf. 2568 3653, www.ulfnielsen.dk
 

Kunstmalere Else og Jørgen Hinke

Kunstnerparret holder åbent sidste søndag i hver måned kl. 11-17 eller efter aftale, tlf. 2332 7440, find dem under Kunst på http://www.ferie-sydfyn.dk
 

Andre kunstnere

For flere kunstnere – se Kunstportalen for Fyn, www.kunstportalfyn.dk