En mand og en kvinder holder rest på et ternet tæppe på græsset med udsigt over vandet. Deres cykler med oppakning står parkeret ved siden af.

Herregårdsruten: Odense-Kerteminde

Foto: Daniel Villadsen

Du kan glæde dig til enestående natur, et par gode bakker og idyllisk landsbystemning på denne etape.

Se nærmere på ruten på kortet herunder. Zoom ind og find herregårde, Bike Stations og Bike Friends i nærheden af ruten.

Efter kortet finder du inspiration til oplevelser langs ruten.

Etapen er 58 km og du får et par gode stigninger undervejs ved Munkebo Bakke og henholdsvis Stubberup og Måle på Hindsholm. Resten af etapen er forholdsvis flad. Etapen er fortrinsvis på asfalteret vej. Hvis benene er blevet alt for trætte, kan du med fordel tage en smutvej via den regionale rute 42 mellem Tårup og Kerteminde. Dog går du glip af smukke Hindsholm, men får i stedet udsigt til Sybergland og kommer hurtigere frem, da du sparer 25 kilometer i benene.

Etapen mellem Odense og Kerteminde er i høj grad idyllisk østemning, når ruten fører dig rundt på halvøen Hindsholm, som i øvrigt er et af Danmarks mest regnfattige områder. Udover at være et plus for de fleste cyklister, betyder det også et enestående dyreliv i en unik natur. 

Undervejs kan du tage et hvil og få fyldt drikkedunken på Munkebo Bakke, hvor du også kan nyde din madpakke, med udsigt til Kerteminde Fjord.

Hele etapen byder på fine overnatningsmuligheder, fristende gårdbutikker, små boder og ikke mindst lækre spisesteder.

Du kommer naturligvis også forbi nogle af de smukke herregårde fx Schelenborg Gods, hvor der i dag drives stutteri, og lige udenfor Kerteminde ligger Hverringe – begge kan nydes fra den offentlige vej.  

Hvis du er klar på en længere afstikker, kan du også besøge Hollufgård Slot- og Skulpturpark syd for Odense. Skulpturerne og naturområdet kan opleves fra både sadlen eller til fods.

Er du endnu mere nysgerrig på ruten, kan du dykke ned i de forskellige etaper på ruten her.

_____

Er du mere til digital navigation end at følge skilte? Frygt ej - Du kan downloade ruten som GPX-fil til din navigation, eller se ruten på kortet herover. Ruten er heldigvis skiltet hele vejen, så du nemt kan køre helt uden hjælpemidler.