Gorilla Park
Du kan snowboarde, cykle og tarzan-svinge dig igennem skoven.
Øhavsmuseum, klatrepark og Danmarks måske smukkeste cykelsti er blot 3 gode grunde til at tage etapen mellem Svendborg og Faaborg.
Se nærmere på ruten på kortet herunder. Zoom ind og find herregårde, Bike Stations og Bike Friends i nærheden af ruten.
Efter kortet finder du inspiration til oplevelser langs ruten.
Etapen er 42 km lang og har nogle gode stigninger ved Faaborg. Etapen køres fortrinsvis på asfalteret vej
I Diernæs ved Faaborg finder du det smukke Holstenshuus Gods, hvor du kan hoppe af cyklen og slappe af i parken. Godset er udsprunget af den nu forsvundne landsby Findstrup, hvoraf kun et par huse samt Fyns eneste kirkeruin er tilbage. Se også Danmarks ældste vandmølle, Kaleko Mølle, der ligger i udkanten af Faaborg. Hvis du trænger til en overnatning i Faaborg, kan vi anbefale Hotel Faaborg.
Hvis du er til at få dyppet fødderne (og lårene), kan du også tage en afstikker til Svelmø, der ikke er forbundet med nogle færger, men blot en ebbevej, hvor du kan vade de 500m til Lille Svelmø, eller du kan komme med på traktorladet, når Jan afholder guidede ture mandag, torsdag og søndag i løbet af sommeren. Du kan også nøjes med at tage et hvil på den lille strand og nyde udsigten over vandet og øerne.
Tæt på Svendborg cykler du på søen foran Hvidkilde Gods. Det er muligvis den flotteste cykelsti i Danmark med vand og herregårdslandskab til begge sider.
_____
Er du mere til digital navigation end at følge skilte? Frygt ej - Du kan downloade ruten som GPX-fil til din navigation, eller se ruten på kortet herover. Ruten er heldigvis skiltet hele vejen, så du nemt kan køre helt uden hjælpemidler.