Mand på cykel med hånden på gelænderet på Svendborgsundbroen. Han ser ud over det blå vand.

Herregårdsruten: Svendborg-Rudkøbing

Foto: Destination Fyn

Fuglereservat, Det Sydfynske Øhav og et stort slot er noget af det, du kan opleve mellem Svendborg og Rudkøbing. 

Se nærmere på ruten på kortet herunder. Zoom ind og find herregårde, Bike Stations og Bike Friends i nærheden af ruten.

Efter kortet finder du inspiration til oplevelser langs ruten.

Etapen er 29 km og er en flad etape. På hele strækningen køres der på asfalteret vej. Selvom etapen er kort, er turen over Svendborgsundbroen alene en oplevelse i sig selv.

På cykelturen over Svendborgsundbroen er der udsigt til Det Sydfynske Øhav og de mange lystbåde.

Når du ankommer til Tåsinge kan du tage en afstikker igennem idylliske Troense og til det majestætiske Valdemars Slot - blot følg den skiltede cykelrute Østersøruten. I Troense finder du også Troense BnB - et hyggeligt overnatningssted!

Tilbage på Herregårdsruten kan du nyde kysten, fuglereservater i Vejlen og Monnet samt de små lystbådehavne i fx Vornæs og Skovballe.

Husk at tanke godt op med mad og drikke i Rudkøbing eller Svendborg, da der er begrænset med indkøbsmuligheder undervejs på ruten i den flotte natur. 

_____

Er du mere til digital navigation end at følge skilte? Frygt ej - Du kan downloade ruten som GPX-fil til din navigation, eller se ruten på kortet herover. Ruten er heldigvis skiltet hele vejen, så du nemt kan køre helt uden hjælpemidler.