Broholm Slot
En smuk og historisk tidslomme med slotspark, voldgrave og vandmølle.
Ruten har mange gode ting at byde på. Gå på opdagelse i de grønne volde omkring Nyborg slot, nyd Holckenhavn Slot og Broholm Slot, tag en dukkert ved Lundeborg Havn og smag på gourmet i særklasse. Fyn er fin!
Den stemningsfyldte by, Nyborg, med slot og byliv har flere gode, børnevenlige strande. Det er også værd at mærke stemningen på Nyborg Marina og holde et lille stop syd for centrum for at betragte det pragtfulde Holckenhavn Slot. Efterfølgende går turen sydpå, hvor du kan vælge at holde pause for at nyde en forfriskning – eller overnatte – ved Bøsøre Strand Feriepark. Næste stop er Hesselagergård, der ligner noget fra et eventyr. Tag turen til det romantiske Broholm Slot, hvor du kan booke et værelse og bo som en fyrste.
Selv på afstand er Storebæltsbroen mellem Sjælland og Fyn et imponerende skue. Østbroens to pyloner er med deres 254 m blandt Danmarks højeste punkter. Mellem pylonerne er der et spænd på 1624 m, og det gør østbroen mellem Sjælland og Sprogø til Europas længste hængebro. Broen åbnede for tog i 1997 og biltrafik i 1998. Den består af to broer med en samlet længde på 18 km og en tun-
nel til tog.
Nyborg Slot rummer Nordens ældste bevarede kongeborg fra 1170. Slottet spillede en vigtig rolle i middelalderen. Det kan du næsten fornemme, når du går en tur på de grønne volde og betragter slottet, der i disse år gennemgår en gennemgribende restaurering og ombygning. Også byens kirke, Vor Frue Kirke er et besøg værd. I sommerperioden kan du med fordel sikre dig en plads til de populære forestillinger ved Nyborg Voldspil, der er Danmarks ældste friluftsteater. Eller måske skal du planlægge din tur omkring den første weekend i juli, hvor Nyborg forvandles til en middelalderby under Danehof – Danmarks mest autentiske middelalderfestival. Få mere information på visitnyborg.dk
Hent og print kort over Etape 9 >
_____
Er du mere til digital navigation end at følge skilte? Frygt ej - Du kan downloade ruten som GPX-fil til din navigation, eller se ruten på kortet herover. Ruten er heldigvis skiltet hele vejen, så du nemt kan køre helt uden hjælpemidler.