Glampingtelt med lille terasse foran står i grønne naturomgivelser.

Tiki Camp – miljøvenlig naturcamping med hygge og stil

Foto: Tiki Camp

Hos Tiki Camp kan du opleve miljøvenlig glamping, hvor man med det samme mærker en ro under træernes skygge blandt fuglenes kvidren.  

Glamping er camping med et luksuriøst twist – det er ’glamourøs camping’, som både er tæt på naturen og med høj komfort i enten hytter eller ekstravagante luksustelte. Hos Tirza og Nicki, som værtsparret hedder, er der desuden omtanke for miljøet i alle henseender.  

Det hollandske par, som har lavet den fine oase i en hasselnødplantage lidt uden for Tranekær, havde et mål om at skabe et så bæredygtigt overnatningskoncept som muligt, uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Det skal være både komfortabelt og hyggeligt, men der er især fokus på den unikke og hyggelige atmosfære, hvor både oplevelsen og naturen er i centrum.

Den lille øko-gård består af en hyggelig plantage med i alt 7 hytter og telte. Udover grøntsagshaven, frugttræerne, den lille sø og de forskellige dyr (de fleste tidligere gårddyr), er der også en fælles pizzaovn. De store telte har egen brændeovn til at varme nætterne eller morgenkaffen dagen derpå.  

Glamping telt står midt i grønne og hyggelige omgivelser.

Foto:Tiki Camp

Lokalt og økologisk 

Maden bliver produceret lokalt – både på stedet i grøntsagshaven eller hos de lokale økologiske producenter. Den lille gårdbutik er ligeledes fyldt med gode øko-sager, der er lokalt produceret på stedet eller én af de lokale i nærheden.  

Hvis du ankommer til fods, cykel eller offentlig transport får du endda 10% eco-travel rabat. På stedet kan du selvfølgelig også låne cykler og leje SUP boards, så du kan komme ud og opleve den langelandske natur.  

Værtsparret har truffet alle valg med særlig omtanke for planeten, lige fra de økologiske madrasser og dyner til toiletter og elektricitet. Fx kan de batteridrevne lamper tages med omkring, da der ikke er strøm i teltene - og kun fællesarealerne er oplyst, så du kan opleve de stjerneklare nætter under den åbne himmel.  

Staying at Tiki Camp means enjoying the more simple things - it’s about connecting with yourself, each other and nature. That’s 'hygge'.

Som gæst opfordres man til at være bevidst om natur, miljø og dyrene – og ikke at forbruge mere, end du har behov for. En livsstil, de håber, man vil tage med hjem efter et uforglemmeligt besøg hos Tirza og Nicki. 

Hyggeligt glampingtelt set indefra i et varmt lys.

Foto:Tiki Camp