Få hjælp til din bæredygtighedscertificering
Har din virksomhed fokus på bæredygtighed? Få hjælp til at opnå en certificering.
Få øjnene op for nye forbedringspotentialer og dokumenter jeres bæredygtighedstiltag over for kunderne.
Dansk Storbyturisme og MeetDenmark inviterer turismevirksomheder til et individuelt rådgivningsforløb, hvor I gratis kan få hjælp til at opnå en relevant bæredygtighedscertificering.
Bæredygtighed er et internationalt konkurrenceparameter, der allerede er utrolig vigtigt for erhvervsturisterne - og i større og større grad også bliver en vigtigt faktor for alle andre turister. Derfor er det en strategisk prioritet for Dansk Storbyturisme og MeetDenmark at bidrage til, at flere virksomheder i turismeerhvervet får en relevant bæredygtighedscertificering. De to parter inviterer nu til en række individuelle certificeringsforløb, hvor turismevirksomheder kan få hjælp til at nå hele vejen i mål med at opnå en certificering. Som led i forløbet er der afsat ressourcer til hele processen frem mod en certificering, som bl.a. inkluderer skræddersyet rådgivning og muligheden for tilskud til certificeringsfee.
Netop nu: Gratis hjælp til din bæredygtighedscertificering
Projektet er udløbet.
Hvilke certificeringer kan man få hjælp til?
Hvilke certificeringer, man kan få hjælp til, afhænger helt af den konkrete virksomhed. Det skal dog være en certificering, der er knyttet til bæredygtighed, miljøledelse eller lignende, og som er verificeret af 3. part. Hvis I allerede nu ved, hvilken certificeringsordning I ønsker, kan I notere det i ansøgningen. Er I i tvivl om, hvilken certificering der passer på jeres virksomhed, er der mulighed for et afklaringsmøde.
Hvad kræver det af mig og min virksomhed?
Det kræver først og fremmest, at I er motiveret for at arbejde systematisk med bæredygtighed i jeres virksomhed og er interesseret i at opnå en certificering. Projektet er målrettet hoteller, eventbureauer, restauranter, venues, transportaktører, etc.
Derudover kræver det, at jeres virksomhed arbejder med enten leisureturisme i en af de fire danske storbyer eller med erhvervsturisme (åbent for hele landet).
Mere praktisk kræver det, at I kan sætte tid af til et rådgivningsforløb. Hvor meget tid, det kræver af jeres virksomhed, varierer alt efter din virksomheds størrelse, nuværende niveau af bæredygtighed, og hvilken certificering I ønsker at arbejde henimod. Desuden kræver det, at I har et dansk CVR-nummer og lever op til statsstøttereglerne om ikke at have modtaget mere end 200.000 € i offentlig støtte inden for de seneste 3 regnskabsår.
Sådan ansøger du
Der er lukket for ansøgning.
Om certificeringsindsatsen
Certificeringsindsatsen er et samarbejde mellem Dansk Storbyturisme og MeetDenmark samt destinationerne Wonderful Copenhagen, Destination Fyn, VisitAarhus og Destination Nord.
Indsatsen er en del af projektet Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling. Læs mere om projektet her
Projektet støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Forretningsudvikler, Digitalisering & Bæredygtighed
Foto:Grafik