Herregårdsruten nomineret til Årets Cykelrute i Holland
Fyns nye signaturrute HERREGÅRDSRUTEN blev nomineret til titlen som "Fietsroute van het Jaar" (Årets Cykelrute) i Holland i 2023. Desværre blev det ikke Herregårdsruten, men den belgiske rute EuroVelo 5, der løb med den fonemme titel.
Nomineringen skal bruges til at trække endnu flere hollændere til Fyn på ferie.
Årets Cykelrute i Holland. Den titel kan Fyns nye naturskønne cykelrute få, når hollænderne til februar udråber den mest bemærkelsesværdige cykelrute på den store internationale cykel- og vandremesse Fiets en Wandelbeurs i Utrecht. Den 660 km lange Herregårdsrute er nemlig udvalgt sammen med to andre udenlandske cykelruter, som værdige bejlere til prisen.
Nomineringen vækker stolthed i det fynske, og kan forhåbentlig lokke endnu flere to-hjulede turister fra tulipanlandet hertil.
- Fyn & Øerne er en helt særlig oplevelse fra cyklen. Det har rigtig mange gæster, både fra Holland og andre steder, allerede fået øjnene op for. Jeg er sikker på, at nomineringen af Herregårdsruten vil lokke endnu flere af de cyklende gæster til Fyn og Øerne. Det glæder os, at cykelturismen, som er et af de forretningsområder, vi satser stærkt på, bærer frugt. Vi vil gerne have endnu flere ud at cykle på Fyn. Langeland og Ærø. Det er en bæredygtig måde at holde ferie på, og det ser vi en større og større efterspørgsel på, siger Sofia Wulff, kommerciel chef hos Destination Fyn.
Holland er sammen med Tyskland, Norge og Sverige de lande, Fyn modtager flest turister fra. Faktisk var der sidste år mere end 75.000 hollandske overnatninger på Fyn, og der er udsigt til en pæn vækst her i 2022. Da hollænderne samtidig er et af de mest cyklende folkefærd i verden, kan nomineringen af Herregårdsruten vise sig at være et sandt pletskud for Destination Fyn, der siden 2017 har brandet sig som Bike Island Fyn.
- Erfaringen viser, at det fører god eksponering med sig at blive tildelt titlen som "Fietsroute van het Jaar". Og nomineringen i sig selv har også en effekt. Den vidner nemlig om, at ruten har gjort tilstrækkeligt indtryk på de jurymedlemmer, som besøgte Fyn i september for at prøvekøre ruten. Så vi kommer til at bruge nomineringen i forbindelse med vores målrettede pressearbejde i Holland det kommende år, uanset udfaldet af selve kåringen, fortæller Swantje Niphut, international PR- & Marketingkoordinator hos Destination Fyn.
Det er ikke første gang, at Fyn og Danmark gør sig bemærket på de hollandske breddegrader. I 2019 vandt Østersøruten N8, som har sit centrum i Svendborg og en hel del fynske kilometer på sin vej, titlen som "Året Cykelrute", og det har bl.a. medført stor efterspørgsel efter en fynsk stand på messen i Utrecht.
Herregårdsruten er denne gang oppe i mod belgiske EuroVelo 5 og svenske Vänerleden, og i nomineringen lægges der vægt på, at Herregårdsruten hylder den historiske betydning af Fyn i hjertet af Danmark, samtidig med at den giver de, der cykler på ruten, en oplevelse på de snoede veje gennem Fyns karakteristiske landskaber med idylliske landsbyer, hyggelige købstæder og historiske herregårde.
Dommerne bedømmer ruterne ud fra kriterier som seværdigheder, vejbelægning, skiltning, cykelfaciliteter, bænke og forhindringer.
Læs mere om nomineringen til Årtes Cykelrute her
Fakta om Herregårdsruten
Herregårdsruten er en 660 km skiltet cykelrute, der tager dig med gennem de varierede og karakteristiske landskaber på Fyn, Langeland og Ærø, som destinationens 123 slotte og herregårde gennem tiden har sat sit præg på. Ruten er inddelt i 14 etaper på hver 40-50 km og er primært på asfalt. Du kan køre alle etaperne eller bare en enkelt, og du kan køre dem i det tempo og i den retning, der passer dig.
Cyklister på Herregårdsruten kommer i nærheden af 50 af de 123 slotte og herregårde, der er unikke for destinationen og øjensynligt har rødder tilbage i den fede fynske muld, som gør Fyn til "Hele Danmark Have", og som op gennem historien har været attraktiv for konger og herremænd.
Ruten blev indviet i juni 2022 og er blevet til i et samarbejde mellem Destination Fyn og samtlige 10 fynske kommuner og med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Læs mere her: Herregårdsruten 660 km skiltet cykelrute
Fakta om Fyn og Øerne
Areal: 3.489 km2
1.100 km sammenhængende kystlinje
1.800 km skiltede cykelruter
1.200 km vandrestier
Kontaktinformation
Sofia Wulff, kommerciel chef, Destination Fyn, tlf. 20 71 14 10
Gitte Vestermark, presseansvarlig, Destination Fyn, tlf. 30 59 24 42