Destination Fyn_logo
Cyklist til UCI cykelløb

Fyn solidt placeret på verdenskortet: Massiv mediedækning af VM i cyklecross

3.10.2019
Foto: Andreas Mikkel

Massiv mediedækning af VM i cyklecross og bunkevis af flotte billeder har givet uvurderlig omtale og sat Fyn på verdenskortet som international cykelø. Nu skal en række digitale indsatser bl.a. fortælle historien om Bike Island og lokke de mange besøgende tilbage til Fyn.

Godt 200 TV- og pressefolk var weekenden igennem den 2. – 3. februar i fuld sving ved tasterne og bag linser og mikrofoner i pressecenteret ved VM i cyklecross i Bogense. Bunkevis af flotte pletskud fra Fyn og den nordfynske kystby blev sendt ud i æteren, og med en massiv branding af Bike Island, som er navnet på Destination Fyns store cykelturismeprojekt, på siderne af cyklecrossbanen, kunne de færreste TV-seere af TV2’s flotte produktion formentlig undgå at bemærke, hvor i verden de seje crossryttere befandt sig.

Se UCI’s smukke billeder fra VM i cyklecross i Bogense her

Også de mange fremmødte udenlandske tilskuere, såvel som de fans, der har fået kendskab til Fyn i kraft af VM’et, vil i den kommende tid mødes af flotte billeder fra Fyn. Det skal en digital kampagne drevet af Destination Fyn sørge for gennem målrettet annoncering, der fortæller cykelglade belgiere og hollændere historien om Fyn som det oplagte valg for den næste cykelferie - hvad enten man foretrækker ren afslapning med et par trilleture mellem de smukke slotte og gastronomiske oplevelser eller man foretrækker mange kilometer og lidt bakker i benene fx på den nye Østersørute eller i det lækre sydfynske mountainbiketerræn.

Hos Visit Nordfyn gør man ligeledes i disse dage en ihærdig indsats på bl.a. de sociale medier for at lokke de mange danske og udenlandske besøgende tilbage til Nordfyn, hvad enten det er for kortere endagsture eller længere ferie. Også her skal en særskilt kampagne overbevise cykelglade hollændere om at komme tilbage i deres maj-ferie, hvor de har chancen for at opleve Fyn uden tophue.     

Fakta om Bike Island
Bike Island er Destination Fyn største turismeprojekt til dato. Ambitionen er at gøre Fyn til Nordeuropas foretrukne cykeldestination ved udgangen af 2020. Cykleturismeprojektet er baseret på en række indsatser, der tilsammen skal skabe en gennemgående sammenhængskraft i oplevelsesproduktet inden for cykling og opbygge et internationalt brand som cykeldestination ved bl.a. at trække på de stærke synergier til de internationale cykelevents, vi afholder på Fyn.

Læs mere om Bike Island-projektet her.

Fakta om VM i cyklecross i Bogense:
• Vm i cyklecross fandt sted i weekenden den 2. – 3. februar 2019 
• 5 nye verdensmestersmestre blev kåret: Mathieu van der Poel (mænd elite), Ben Tulett (herre junior), Thomas Pidcock (U23 herrer), Inge van Heijden (U23 damer) og Sanne Cant (dame elite)
• 289 ryttere fra 24 nationer deltog i verdensmesterskaberne og satte dermed rekord for antal deltagere til et cyklecross VM.
• Verdensmesterskabet i Bogense var bygget op omkring en tilskuervenlig rute på 2,8 km. Det betød, at rytterne skulle 7-10 gange forbi publikum. 
• 15.000 tilskuere 
• 200 TV og pressefolk samt TV-dækning i 30-35 lande og over 40 millioner TV-seere globalt

 

Publiceret: Mandag, februar 11, 2019