Projekt: Regenerativ turisme på verdenskortet
Naturpark Lillebælt skal være et fyrtårn for outdoorturisme og en mere bæredygtig turismeudvikling, som tilfører værdi til lokalområdet og regenererer naturen, hvor den er udfordret. Det kalder vi regenerativ turisme.
Der findes en undergrund af stedbundne virksomheder, som har oplevelsesøkonomiske interesser i udviklingen af Naturpark Lillebælt som feriedestination. Det er fortrinsvis små, stedbundne oplevelsesudbydere, der har deres primære aktiviteter i Naturpark Lillebælt, og som danner et potentialegrundlag for udviklingen af regenerative turismeprodukter, der kan forbedre miljøet, biologien og lokalsamfundet i og omkring naturparken. Samtidig er der en stadig voksende efterspørgsel på naturoplevelser, særligt med unikke stedbundne kvaliteter og læring som en del af aktiviteten – ikke mindst fra udenlandske turister.
Derfor har Destination Fyn sammen med Destination Trekantområdet og Naturpark Lillebælt deltaget i et projekt, der skulle sætte naturparken på verdenskortet som et fyrtårn for outdooroplevelser, der kan bidrage til naturgenskabelse og bringe en mere nuanceret værdi til området end blot øgede overnatningstal.
Projektet førte bl.a. til siden Reboot Nature - et forankringspunkt for regenerative aktiviteter i og omkring Naturpark Lillebælt.
Projektets hovedspor
1) Produktudvikling og identitet
Med udgangspunkt i oplevelsesudbuddet og de naturfremmende aktiviteter i Naturpark Lillebælt skulle der udvikles turismeprodukter, der er regenerative, relevante og spændende for turister. Internationale turister blev inddraget i produktudviklingen som med-designere sammen med fagfolk, destinationer og projektets partnere. Produktudviklingen skulle samtidig understøtte en fyrtårnsfortælling om outdooroplevelser i naturparken, som turismeaktører kan bruge i deres forretningsudvikling.
2) International markedsføring
Et vigtigt led i at sætte Naturpark Lillebælt og regenerativ turisme på verdenskortet er internationale kampagneaktiviteter. Det har en økonomisk værdi, men præsenterer også muligheder for at inspirere internationale turister til mere bæredygtige handlinger, når de kommer hjem.
3) Netværk og aktørudvikling
For at kunne imødekomme turister med forskellige nationaliteter blev der også arbejdet med kompetenceudvikling og vidensdeling i erfa-netværk.
Hvad fik Destination Fyn ud af projektet?
Projektet skulle positionere området i og omkring Lillebælt som en destination for outdooroplevelser og en mere bæredygtig turismeudvikling. Naturpark Lillebælt skal være et fyrtårn for outdooraktiviteter og danne grundlag for selvstændig oplevelsesudvikling hos en bredere aktørgruppe. Erfaringerne fra arbejdet med at udvikle regenerative oplevelsesprodukter i Lillebælt vil også indgå i Destination Fyns øvrige udviklingsaktiviteter, ligesom de vil blive gjort tilgængelige for andre destinationsselskaber.
Projektet løb fra 1. januar 2023 til 31. december 2024 og havde et samlet budget på 2,9 millioner kroner. Destination Trekantområdet var lead på projektet, som var støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Projektets partnere
Destination Trekantområdet
Destination Fyn
Naturpark Lillebælt
VisitVejle
VisitFredericia
Brobygning Middelfart
Gl. Ålbo Camping
Villa Gertrud
Vends Motorik og Naturskole
Get outdoor
Peninsula Nature
Fornemmelse.dk
GoSail
Mira III
Bridgewalking
Madsbyparken
Museum Kolding
Middelfart Museum
Kongernes Samling Koldinghus
Vejlbyfed Camping

Projektleder, Outdoor

Foto:Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse