Danmarks rekreative cykelnet – Fyn & Øerne
Et fysisk skiltet rekreativt cykelnet med 9 nye støttepunkter skal løfte cykeloplevelsen på Fyn og Øerne til nye højder.
Nu bliver det mere tilgængeligt og behageligt for både lokale og besøgende at hoppe på cyklen og nyde de smukke cykelstrækninger og naturoplevelser, der bare venter på at blive udforsket. Takket være en bevilling på 30 millioner fra Nordea-fonden til projektet “Danmarks rekreative cykelnet – Fyn og Øerne” er vi nu et stort skridt tættere på at kunne etablere et fysisk skiltet rekreativt cykelnet med ni nye støttepunkter, der løfter cykeloplevelsen til nye højder.
Det rekreative cykelnet forbinder 3.400 kilometer af de bedste og mest cykelvenlige veje og stier på destinationen med ni nye støttepunkter i naturen. Cykelnettet fører cyklister gennem smukke naturområder, hyggelige købstæder til lækre spise- og overnatningssteder og seværdigheder.
Cykelnettet giver mulighed for – via punkterne/skiltningen – at attraktioner, turistkontorer og overnatningssteder m.fl. kan udvikle varierede og tematiserede ruter med udgangspunkt fra deres lokation. Det kan fx være en keramikrute, en gastrorute eller en bryggerirute.
Cykelnettet giver tilmed mulighed for, at den enkelte cyklist/turist selv kan tilrettelægge ruter ud fra egne præferencer, distance og lokation.
Udover cykelnettet etableres ni støttepunkter, bestående af fem outdoorpavilloner (madpakkehuse) og 4 større gateways (aktivitetscentre), der tilbyder faciliteter som opholdssteder, drikkevand og mulighed for cykelreparation. Disse steder bliver naturlige støttepunkter, hvor cyklister kan holde pause eller udforske nærliggende naturoplevelser eller friluftsaktiviteter såsom vandring, mountainbiking eller kajakroning.
Strækningerne på cykelnettet er indtil videre kun tilgængelige digitalt, men i løbet af 2026 vil cykelnettet blive skiltet og bundet sammen af nummererede knudepunkter (skilte). Knudepunkterne viser, hvor veje mødes, og hvor cyklisten skal træffe et vejvalg.
Udover etablering af cykelnet og støttepunkter vil projektet indeholde cykelaktiviteter og formidling for at få flere lokale til at cykle samt monitorering og styrket data for at opnå viden om bl.a. antal cyklister, hvem de er, deres præferencer og udvikling i besøgstal, som er noget, vi kun i begrænset omfang kender i dag.
Kernebegreber i projektet (Projektets Ordbog)
- Knudepunkt: Et knudepunkt er et skilt med et unikt nummer i cykelnettet. Her kan cyklisten vælge mellem to eller flere forskellige strækninger, der fører videre mod et nyt knudepunkt. Knudepunktet viser, hvor i cykelnettet man er, og cyklisten kan planlægge sin tur ved at stykke de forskellige knudepunkter sammen.
- Knudepunktssystematik: Måden, hvorpå gode cykelstrækninger er forbundet i et net af mindre rundture ved hjælp af knudepunkter, der udgør et cykelnet.
- Cykelnet: Gode og flotte cykelstrækninger, der er forbundet via knudepunkter.
- Støttepunkter: Faciliteter som outdoorpavilloner eller aktivitetscentre, hvor cyklisten kan søge ly og spise sin madpakke eller udforske andre naturaktiviteter som fx vandring, mountainbike eller kajakroning.
Projektets inspiration
Knudepunktssystematikken, som cykelnettet er baseret på, blev opfundet i Belgien midt i 1990’erne. I dag er der både rekreativt cykelnet i Belgien og Holland og i dele af Tyskland og Frankrig, hvor der er gode erfaringer med udrulningen af cykelnettet, som har udviklet cyklismen markant - både rekreativt, hvor infrastrukturen er styrket, og i forhold til turisme, hvor der har været en stor vækst i gæster.
Prøv det nye cykelnet på Fyn og Øerne her
Samarbejdspartnere
Projektet er et samarbejde mellem de 10 fynske kommuner, Dansk Kyst- og Naturturisme, DGI Fyn og Destination Fyn.
Projektperiode
Projektet er 5-årigt med opstart den 1. januar 2025.
Projektets faser
Udarbejdelse af skilteplaner og opsætning af skilte: 2025-2026
Opsætning af outdoorpavilloner (madpakkehuse): 2025-2027
Opsætning af gateways (aktivitetscentre): 2026-2028
Dataindsamling og monitorering: 2025-2029
Formidling, borgerinddragelse og cykelaktiviteter: 2025-2029
Projektleder, Knudepunktsnetværk
Projektet er støttet af:
Foto:Nordea-fondens logo