Destination Fyn_logo
Tre kvinder og to mænd sidder med ryggen til og kigger op mod en scene. Den ene kvinde sidder med en pegefinger i vejret. På scenen står to mænd og to kvinder. De er slørede og bag dem er væggen farvet i grøn, rød og blå. Den ene kvinde på scenen  taler, mens hun gestikulere med sine hænder.

Livlig debat om bæredygtighed og turisme på Klimafolkemødet

7.9.2021
Foto: Jonas Legarth

Forskere, konsulenter, hoteldirektører og repræsentanter for brancheorganisationerne havde taget en dag ud af kalenderen for at deltage i Destination Fyns to TurismeTALKS på Klimafolkemødet.

Der var fyldt godt op i teltene i Middelfart til Klimafolkemødet, da der skulle tales om måling af bæredygtighed og samskabelse af bæredygtige oplevelser inden for turisme.

Udviklingschef for Destination Fyn, Laura Raidla, var moderator, og fik guidet paneldeltagere og tilhørere igennem de to talks.  

Deltagerne var: 

  • Kristian Nørgaard Nielsen, politisk chefkonsulent, Horesta  

  • Anne Thomas, direktør, CRT, Center for Regional- og Turismeforskning  

  • Claus Nielsen, direktør, Sinatur Hotel & Konference  

  • Mai-Britt Jensen, HR & Sustainability direktør ved Comwell Hotels

  • Simon Hartvig Frandsen, medejer, Fjelsted Skov Hotel & Konference  

  • Peter Kvistgaard, partner, Kvistgaard + Hird  

  • Jens Hausted, direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme  

  • Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder, Geopark Det Sydfynske Øhav    

 

Måling af bæredygtighed 

Hvordan måler vi bæredygtighed? CO2, vand og energi er lettere at måle end nogle af de ”bløde” elementer bæredygtighed også rummer, kunne det hurtigt konkluderes på den første af de to paneler. Autenticitet, følelser og samarbejde er nogle af de elementer, der skal inkluderes for at kunne udvikle en destination på længere sigt.

Mai-Britt Jensen, Comwell:  

”Hvis man kun måler på profitten, så bliver det meget kortsigtet. Klima og bæredygtighed er ikke et projekt, det er en vedvarende tilstand, der kræver at man tænker mere langsigtet i sin forretningsudvikling.”

Anne Thomas fra Center for Regional- og Turismeforskning udtalte også til spørgsmålet om, hvordan der måles på nuværende tidspunkt - om det er på økonomi, mennesker eller miljø: 

”I gamle dage der var en DMO en, der solgte en destination, nu er det nogle, der forvalter og leder en stedsudvikling. De tre elementer (økonomi, mennesker eller miljø) hænger sammen og kan ikke adskilles i bæredygtighed.”

Miljøcertificeringerne blev fremhævet som redskaber, der kan bruges i målinger. 

”Certificeringerne giver nogle tal og fakta. Der er et måleværktøj bag, som giver substans.”

Certificeringerne er med til at give synlighed, og det er et visuelt udtryk for, at der ligger en stor arbejdsproces bag mærket. Paneldeltagerne var enige om, at selve systemet omkring certificeringer - eksempelvis den danske Green Key-ordning fra HORESTA, fungerer rigtig godt som redskab.

Virksomheder kan sagtens bruge det frit tilgængelige system til at komme godt rundt om de mange forskellige aspekter af bæredygtighed - også selvom man ikke ønsker at knytte sig til selve certificeringen.   

Alle deltagere talte også for vigtigheden af flere kvalitative aspekter i målinger, som bl.a. kundetilfredshed, trivsel og medarbejdermotivation. 

Som direktør for Sinatur, Claus Nielsen udtalte:

”Hvad betyder det for gæsterne, de tiltag vi gør? Hvor stor en betydning har det? Vi skal hele tiden at spørge det dommerpanel der er, og det er vores gæster.”

 

Bæredygtige oplevelser 

Dagens andet panel blev indledt med spørgsmålet ”eksisterer den bæredygtige oplevelse?”. Der blev diskuteret de mange nuancer og niveauer af bæredygtighed frem for at kunne tale om bæredygtighed i absolutter. 

Rasmus Elmquist Casper fra Geopark Det Sydfynske Øhav italesatte, hvordan deres udgangspunkt til en bæredygtig oplevelse er forankret i lokalområdet: 

”En bæredygtig oplevelse er også noget, der skaber en fælles identitet, som lokale beboere kan genkende sig selv i. Det er lokalsamfundet og fællesskabsfølelsen, der er med til at styrke en destination som bæredygtig.”

Et af de udsagn som flere af de deltagende virksomheder kunne nikke genkendende til, var udsagnet om at op mod 80% af gæsterne faktisk er villige til at betale lidt ekstra for miljøbevarende tiltag. Dog kun så længe de ikke skal gøre noget aktivt selv.

”De forventer faktisk, at virksomhederne har styr på det, at der bliver anvendt miljøcertificeringer, og at maden er økologisk”, kunne Peter Kvistgaard fremhæve af sine undersøgelser. 

Her kom panelet også ind på miljøcertificeringer, og hvordan virksomheder i turisme- og oplevelsesindustrien kan bidrage på forskellige måder på et samlet destinationsniveau. 

Peter Kvistgaard:  

”De store virksomheder har flere kræfter at kunne trække på og kan tage nogle af de lidt mindre virksomheder med i slipstrømmen. De kan dele ud af deres viden og erfaringer og åbne op for nogle netværk. De små virksomheder ser vi ofte komme med et væld af kreative løsninger, som i høj grad kan inspirere de store virksomheder. Samlet set så bliver barren for bæredygtighed løftet, og alle er med til at påvirke det samfund, som vi alle er den del af.”

Alle panelernes deltagere var enige om, at de opgave, der måtte være, i endnu højere grad skal løses på tværs og i fællesskab.

Panelerne gav anledning til at samle viden fra forskellige områder af turisme- og oplevelsesindustrien, dele erfaringer og viden på tværs, og høre om emnerne fra forskellige vinkler. 

Var du ikke tilstede ved Destination Fyns TurismeTALKS på Klimafolkemødet 2021? Fortvivl ej - du kan se de to talks her:

1. del: TurismeTALKS: Bæredygtig turisme. Hvordan måler vi på bæredygtighed i turisme >

2. del: Turisme TALKS: Hvordan skaber vi bæredygtige turismeoplevelser sammen >