Markvej med et tæt naturhegn af træer til den ene side og en stor grøn mark til den anden side. For enden af markvejen ses en prægtig bygning med røde tage og spir. Høj, blå himmel med hvide skyer i baggrunden.

Bågø

Foto: VisitFyn

På Bågø kan du opleve et rigt fugleliv og smuk natur. Du kan gå en tur på en af de fastlagte ruter eller gå dine egne veje.

Bågø ligger i Lillebælt omkring en halv times sejlads fra Assens. Færgen sejler fra Assens med plads til 50 passagerer og et begrænset antal biler. Om vinteren kan øen virke barsk og forblæst, men når foråret melder sin ankomst, begynder øen at blomstre og blive et idyllisk fristed.

På den cirka 6 km2 store ø venter der spændende natur. Cirka halvdelen af øen er opdyrket, men du finder også masser af smuk vild natur på Bågø. Du kan nøjes med en enkelt dag på øen eller blive og overnatte. Man kan sagtens bruge flere dage på at udforske øen og komme helt ned i gear.

Foto:VisitFyn

Fugle på øen

Naturen på øen lokker forskellige ynglende fugle til. Øen ligger i et EF-Fuglebeskyttelsesområde, hvilket giver gode betingelser for fuglene. Hvis du er interesseret i fugle, er det derfor helt oplagt at tage til Bågø. Fra to fugleskjul kan du i ro og mag studere fuglene og deres liv på øen.

Hvis du tilbringer nogle timer i fugleskjulet, vil du med lidt held komme til at se flere forskellige spændende fugle. Grågåsen er en af de flotteste fugle, du kan spotte fra skjulet. Du kan også være heldig at spotte bl.a. fiskehejrer, svaner og musvåger.

Hvis du er til jagt og fiskeri, er der også mulighed for dette på den lille ø i Lillebælt. Langs øens kyster er der nogle gode fiskesteder. Særligt den vestlige kyst egner sig godt til kystfiskeri. Her kan du bl.a. fiske efter havørreder og kysttorsk. På øen afholder man hver år en stor fællesjagt, hvor man jager fasaner og harer.

En flok vadefugle i lavt vand ved søbredden

Foto:VisitFyn

Naturstier

Hvad end du blot tilbringer en enkelt dag på øen eller bliver og overnatter, er en gåtur i den flotte natur en uomgængelig aktivitet. Du kan vælge at begive dig ud uden noget mål og se, hvor stierne fører dig hen. Du kan også vælge at følge en af de fastlagte ruter. Der findes tre fastlagte stier på øen – den blå på 3,5 km, den røde på 4 km og den gule på 5 km.

Ude på de tre ruter vil du støde på udsigtsposter, særlige bygninger og generelt bare smuk natur. Du kommer igennem opdyrket land og vild natur. Hele ruten går af den fastlagte sti, og du kommer derfor ikke på vildspor eller ender i en blindgyde. Læs mere om de tre ruter lige her.

Mennesker hygger sig i vandet og nogen sidder i sandet på stranden og soler sig.

Foto:VisitFyn

Overnatning på øen

Hvis du ønsker at overnatte på øen, skal du enten medbringe eget telt eller leje et sommerhus på forhånd. Du kan slå teltet op eller parkere din medbragte campingvogn på campingpladsen, som deler badefaciliteter med havnens gæster. Lige ved siden af havnen ligger en fin badestrand, hvor man kan få mange timer til at gå. Du kan læse mere om overnatningsmulighederne på øens egen hjemmeside.